Lejrliv

Kaere eventuelle laeser.
Livet i lejren har ind i mellem nogle specielle fassetter. Gang paa gang er der dejlige oplevelser. Boern og voksne der kan kende mig, ikke bare som den fremmede vestlige, men som Jonas (eller Yunis, som det bliver til her i Arabien), og som rundhaandet uddeler dybtfoelte hilsener og varme smil. Og det er fantastisk. Men indimellem - og man ved aldrig hvornaar - saa maerker man opmaerksomheden som vrede og agressivitet. Unge drenge der hidsigt raaber af een, og smaadrenge der kaster sten efter een.
Det hidtil vaerste var i fredags, hvor Stine og jeg var paa vej til Hebron:
Jeg har spist morgenmad med Stine hos hendes familie. De er bare soede - 7 boern, hvor en god del af dem ikke er til at staa for. Efter maden begiver vi os ud paa Arub hovedgade. Jeg smiler og hilser og solen skinder. Groenthandleren hilser tilbage, groenthandlerens nabos boern hilser, og jeg fortaeller Stine at det altsaa er et par sjove boern. Umiddelbart efter at jeg har udtalt det drejer jeg igen hovedet for at hilse og bang ! Jeg er ramt lige foran oeret. Saa flyver tankerne, ligesaa hurtigt som stenen. Jeg er vred. Den var stoerre end de andre smaasten jeg har oplevet fyge afsted om benene. Og der var kraft paa? Av. Det maa have vaeret en af slangeboesserne jeg har set drengene rende rundt med de sidste par dage. Hov, jeg har ligepludselig vendt mig om og raaber noget i retning af "why the hell are you doing this!?" mod flokken af boern og voksne ude foran groenthandleren. Jeg ved ikke helt hvor mange der er. Jeg fremstammer noget i retning af "Leish ermi hajjir" (Hovrfor kaster sten), og et par af maendende undskylder og giver mig haanden. Fortvivlelsen over at blive skudt ned af enslangeboesse fordi jeg ser anderledes ud goer mig pisse vred, men jeg skynder mig at skabe et kunstigt smilende ydre til resten af vejen, medens humoeret raedner lidt indeni.

Det er jo ikke fordi det goer ondt - det er bare en utrolig negativ kontakt, som man aldrig ved hvornaar dukker op. Det er aldrig helt en fornoejelse at gaa gennem gaden, fordi man aldrig ved hvornaar et par boern eller unge drenge har doemt een paa forhaand og reagerer negativt.

Men igen ! Jeg har en hel masse at glaede mig til hver dag - alle de gode venner, de varme oplevelser og aabenheden, blandtalle dem der behandler en fremmed som en ven indtil andet er bevidst. Og det er ikke at kimse af.